Bertram og vinduerne

Min genbo, Bertram, har i et stykke tid haft gang i et større projekt ovre hos sig selv. Han er nemlig ved at bygge et redskabsrum i forlængelse af carporten, og ligesom vi så ofte hjælper hinanden med praktiske ting, gav jeg faktisk også en hånd med, da soklen for nogen tid siden skulle støbes.

Og det var faktisk ved den lejlighed, at Bertram kom i tanker om, at han jo lige så godt kunne udvide den oprindelig plan og bygge et legehus til børnene som en slags ekstra rum bagest i redskabsrummet, så det endte med, at soklen blev noget større end først planlagt.

Og så her i går kom Bertram kørende hjem med traileren efter bilen, og jeg kunne se, at der var læsset noget på traileren. Jeg var lidt nysgerrig og slentrede over til ham for at se, hvad det var, han havde hentet et eller andet sted.

Det viste sig at være nogle nye og billige vinduer, og jeg kunne selvfølgelig godt regne ud, at de skulle bruges i hans nybyggeri. Jeg sagde nu til ham lidt i spøg, at det da var lidt tidligt at hjembringe vinduerne, når han slet ikke var begyndt at tømre bygningen op endnu.

Slet ikke, sagde Bertram, for det her er nogle billige vinduer, jeg har købt hos et nedbrydningsfirma ude i vestbyen, og jeg har hele tiden regnet med, at jeg skulle spare lidt på udgifterne ved at købe nogle genbrugsmaterialer til byggeriet, og så er det jo smart at have vinduerne i hus, så jeg kan tage højde for størrelsen, når selve huset skal bygges.

Det havde han selvfølgelig ret i, og han pralede lidt bagefter med at fortælle, at det måske blev byens eneste redskabsrum og legehus med termoruder i, for det var nemlig vinduer med termoruder, han havde købt.

Bertram var i øvrigt rigtig godt tilfreds med sit besøg hos nedbrydningsfirmaet, for han havde også fundet de døre, der skal bruges til byggeriet. Dem havde han ikke med hjem ved den lejlighed, for han havde ikke haft plads nok til dem på traileren, men han havde faktisk købt dem og aftalt med firmaet, at han kunne hente dem på mandag sidst på eftermiddagen.

Og ved du hvad, sagde han, det er et par rigtigt gedigne yderdøre, som rent faktisk var billigere, end hvis jeg havde nøjedes med selv at flikke dem sammen af brædder, for dem, jeg har købt, er fuldt monteret med hængsler, håndtag og låsetøj, så de behøver bare en gang maling.

Bertram var helt tydeligt godt tilfreds med sin handel hos nedbrydningsfirmaet, og når man tænker på almindelige priser på yderdøre, så var det da helt afgjort også et kup at få de to, han skal bruge, for bare 1200 kroner.

Så jeg lykønskede ham med indkøbene, og så aftalte vi i øvrigt, at vi i morgen, søndag, skal gå i gang med at få tømret skelettet til ydervæggene i redskabsrummet og legehuset, for Bertram har allerede fået leveret de nødvendige stolper og tværdragere, så vi kan gå i gang.