Jeg får tit sendt en pakke med posten. Selvfølgelig fordi jeg handler meget via internettet. Ja, det er faktisk sådan, at jeg køber alt via nettet. Det er rart for mig ikke at være bundet af, hvornår butikkerne er åbne. Jeg kan jo bestille et par nye sko kl. 3 om natten, hvis jeg har brug for sko og ikke kan sove. Og her i de sidste næsten 18 måneder har det jo slet ikke givet mening at handle i butikker. I de sidste mange måneder har jeg med jævne mellemrum fået tilsendt en pakke fra en forretning, der sælger brugskunst. Jeg har sådan et abonnement og får en lille gave hver måned fra forretningen. Sommetider er det en smuk, lille pyntegenstand, de giver mig. Andre gange kan det være et hæsligt krus eller en vase.
Pakket i bobleplast
Pakken ankommer, og jeg henter den nede i GLS-shoppen. Når jeg kommer hjem, pakker jeg, så genstanden ud og vurderer, om det er noget, jeg vil beholde eller bruge som en gave på et andet tidspunkt. Den lille genstand er altid pakket fint ind. Sådan med almindeligt brunt indpakningspapir og boble plast, hvis det er en skrøbelig genstand.
Men her på det sidste har jeg lagt mærke til, at når jeg får en skrøbelig genstand fra forretningen, så er den ikke længere viklet ind i bobleplast. De bruger derimod gamle aviser og tape, som de vikler om objektet for at beskytte det imod slag under transporten. Jeg tænker, at det er forretningens politik, at de ikke vil bruge så meget plastik i deres indpakninger længere. Vi skal jo tænke på miljøet, og jeg har da ikke noget imod, at de bruger gamle aviser i stedet for bobleplast.
Det kan faktisk være ret morsomt at læse en gammel artikel og komme i tanke om en stor debat, som vi har glemt alt om. Og det virker – det der med at beskytte skrøbelige genstande ved at bruge avispapir og tape. Altså hvad gjorde almindelige mennesker før 1957, når de ville sende en skrøbelig ting til et familiemedlem – eller skulle flytte fra en lejlighed ud i et lille parcelhus? Før 1957 var bobleplast jo ikke opfundet. Ja, de pakkede da deres glas, stel og vaser ind i avispapir. De genbrugte gamle aviser. Og det der den vej, vi skal hen på igen. Mere genbrug. Og vi kan godt leve med, at tingene ikke er pakket fint ind. Det er jo objektet, vi skal bruge. Det er ikke indpakningen.Vi skal til at tænke meget mere på bæredygtighed!
Fin emballage
Så ja, jeg er glad for at se, at den forretning, som er så venlig at give mig gaver, har indført aviser i deres indpakning. Det er sikkert også billigere for dem. Det kan jo godt gå hen og blive til mange penge, hvis de skal købe fin emballage til alle de gaver, de sender ud. Jeg er jo ikke den eneste, der har abonnement hos dem. Ja, jeg vil da samle gamle aviser og selv bruge dem til beskyttende indpakning. Om jeg vil gå så langt, at jeg også bruger gamle aviser som gaveindpakning, ved jeg dog ikke.
Er der noget bedre end at få massevis af gaver til sin fødselsdag? Det synes jeg ikke. Selvom jeg er voksen og fornuftig og godt, kan holde mig tilbage, så har jeg det altså sådan, at jeg bliver så spændt på at se, hvad min familie giver mig i fødselsdagsgave. Hvert år. Jeg glæder mig til morgenbordet, som min familie har lavet og til at stå op og få mine fødselsdagsgaver. Det er bare det bedste. At kunne dufte, at der er en, der har været tidligt oppe for at bage boller. At der er en, der har husket at stille det lille flag på bordet. At der er en, der har sørget for, at bordet er pænt dækket – med dug og fødselsdagslys. Jeg ved, at det som regel er min mand, der har sørget for det flotte fødselsdagsbord om morgenen. Men i år har min datter hjulpet ham.
Nybagte boller
Jeg kan dufte de nybagte boller. Det er en lidt anden duft, end det plejer at være. Jeg går ned i køkkenet og snuser til dem. Min mand og vores datter er ved at dække bordet. De kigger på mig. ”Du er stået for tidligt op.” Jeg bakker ud ad køkkenet og går op på badeværelset ovenpå. Stiller mig under bruseren og får et langt bad. Vasker håret og bruger ekstra lang tid på at smøre ansigtscreme på huden. Klæder mig på og går tilbage til køkkenet, hvor bordet er dækket, og hvor min datter og mand venter på mig. Jeg smiler og sætter mig. Tager den fine pakke, som jeg kan se, er fra min datter. Forsøger ikke at flå gavepapiret op. Jeg har mest lyst til bare at rive det af. Men jeg piller lige så forsigtigt de små stykker tape af. Folder bogen ud af papiret.
Det fineste gavepapir
Folder det lille stykke gavepapir pænt sammen og lægger det til side. Hun har givet mig en biografi. Hun ved, at jeg elsker at læse biografier. Helst danskeres. Men også andre kendte folks biografier. Jeg giver hende et kærligt knus og takker hende. Glæder mig allerede til at læse bogen.
Jeg tager den næste pakke. Den fra min mand. Jeg har på fornemmelsen, at han igen har flottet sig, og giver mig en ring. Jeg har en ting med fingerringe. Elsker at gå med dem. Og ja, han har givet mig en meget fin guldring med en lille sten på. Det er en smuk ring. Jeg folder også gavepapiret, som ringen var pakket ind i sammen. Tager ringen på min finger. Kysser ham og siger tusind tak.
Vi spiser morgenmad. Der bliver sunget fødselsdagssang, og der bliver råbt hurra. Men det er en almindelig hverdag. Min mand skal på arbejde. Min datter skal i skole. Jeg vinker farvel til dem. Går tilbage til køkkenet og begynder at rydde op efter morgenmaden. Sætter mig og kigger på min ring. Åbner bogen og begynder at læse. Nyder stilheden. Spiser endnu en friskbagt bolle. I eftermiddag vil jeg lave en god middag til os alle tre, så vi kan fortsætte med at fejre mig.