Det har været en meget lang dag. Helt utroligt lang. Men nu kan jeg slappe af. Alt er gået godt i dag. Så må vi se, hvordan det går i morgen. Lige nu sidder vi alle sammen på en restaurant og venter på, at hovedretten bliver serveret. Det er lækker mad, de serverer her. Det kan jeg høre og se på italienerne. Grækerne er lidt mere reserverede med hensyn til kvaliteten. De kunne godt lide forretten, som bestod af salat og massevis af økologiske tomater. Men, de havde da nogle kommentarer til misbrug af olivenolie. Nå. Det er altså deres problem.
Jeg er værten
Som deres vært her under vores møde med partnere fra hele Europa må de indse, at jeg har gjort mit bedste for, at alle har det behageligt – også uden for arbejdstid. Derfor sidder vi lige nu på restauranten. Det kan være ret svært at få alle til at føle sig godt tilpas hele tiden. Der er stor forskel på, hvordan en borgmester fra Irland og en borgmester fra Grækenland reagerer på de samme ting.
Spændende
Men det er jo netop det, som gør mit arbejde så spændende. At få lov til at se de forskellige reaktioner på de samme ting. Tag nu fx den her reaktion, som kom, i morges, da alle mødte ind til mødet. Englænderen tog det, som en selvfølge, at der er kaffe og kager under indregistreringen. Italieneren havde allerede fået kaffe – på egen hånd et eller andet sted i ude i byen – og var ret forbavsede, over at vi bød på wienerbrød. (Danish pastry.)
Svenskeren følte sig helt tilpas og tog imod både kaffe og kage. Grækerne kom selvfølgelig for sent. Det gør de altid. Men da de endelig ankom, så var det en meget positiv overraskelse, at de med det samme sagde, at vi har de bedste mødelokaler i København.
Åbenbart havde de en diskussion mellem sig selv om, hvorfor de ikke har lignende konferencelokaler derhjemme. Jeg forstod ikke deres samtale – det foregik jo på et kompliceret og ukendt sprog. Men tak til min sekretær. Hun har lagt et stort arbejde i at finde de bedste lokaler. Har googlet i en uendelighed.
Konferencelokaler eller mødelokaler?
Jeg har set, hvor mange timer hun har brugt på at finde lokalerne. Hver eftermiddag har der været en åben skærm, hvor jeg her kunnet se den sidste søgning, hun har lavet, inden hun er gået hjem: ”konferencelokaler København”, eller ”Mødelokaler København”.
Hun elsker sit job. Det ved jeg. Den dedikation, hun har udvist inden mødet, vi afholder nu, har været fantastisk. Selvfølgelig sidder hun lige nu og bliver opvartet af en af franskmændene. Hun er en smuk pige. Jeg håber sandelig ikke, at hun får et fristende tilbud om et godt job i Frankrig.
Tjenerne kommer med hovedretten. Lam med linser og en eller anden sovs med et eksotisk navn. Jeg kan se, at en af grækerne kalder en tjener hen til sig og beder ham om at stege lammekoteletten helt igennem. Ok, så har jeg lært det. Rosa-stegt lammekotelet går ikke i Grækenland.