Jeg ved ikke, om du kan huske, at jeg fortalte dig om, dengang vi var på ferie på Fyn og min mand bare sad og tænkte på Tectyl i Odense, imens vi sad på en hyggelig restaurant, og jeg havde forestillet mig, at vi skulle videre i byen – og vores ægteskab. Du kan sikkert ikke huske det. Men det skete altså for nogle år siden. Min mand og jeg var taget på et forlænget weekendophold på Fyn. Det var sådan en oplevelse, som vi havde fået i julegave af vores børn. De er voksne og store nok til at forstå, at vores ægteskab ikke er det lykkeligste. Vi har begge to kæmpet for, at det skulle lykkes. Vi har kæmpet for at holde sammen på familien. Vi har haft vores børn som vores fælles førsteprioritet. Det har ikke været nemt.
Ved at splitte op
Men på det tidspunkt, hvor vi altså var lige ved at gå fra hinanden, gav vores børn og så den her oplevelse på Fyn. Et ophold på et lille, smukt slot. Jeg er overbevist om, at gaven var tænkt som en bøn til, at vi lige fandt hinanden igen. Vi tog imod den og tog på weekendophold på Fyn. Det var faktisk ikke det sjoveste ophold. Ok, der var smukt. Personalet tog godt imod os. Vi fik et smukt værelse og adgang til spa og slotsparken. Dejligt. Skulle man tro. Men da min mand ikke havde nogle svar på mine spørgsmål om vores fremtid, men bare nævnte, at han egentlig havde planlagt at sende bilen til undervognsbehandling, og at det var en pine for ham at sidde her, tog jeg beslutningen: Jeg vil skilles. Og det fortalte jeg ham. Det berørte ham. Han blev ligesom opmærksom på, at jeg ikke er en selvfølgelighed i hans liv.
Ikke nemt
Naturligvis var det ikke en nem beslutning at tage. Men jeg fik fortalt ham, at jeg ville flytte, lige så snart vi kom tilbage efter weekendopholdet på Fyn. Jeg forklarede ham, hvorfor og hvad jeg manglede i vores forhold. Han lyttede. Han accepterede min beslutning. Der var ingen indvendinger. Så jeg flyttede. Men der gik ikke så lang tid. Han ringede mig op. Fortalte mig, at han savnede mig. At han godt forstod, hvorfor jeg ville væk. Han lovede mig, at han ikke ville ignorere mig. Han bad mig om at komme hjem.
Hjem igen
Jeg flyttede hjem igen. Vi fik opbygget et nyt og meget mere spændende forhold til hinanden. Og det er jeg glad for. I dag. Det har ikke været nemt. Men det er lykkedes for os. Og i dag kan vi grine sammen. Vi kan nyde, at vi har tre voksne børn. Vi kan grine ad, dengang, hvor han sad og tænkte i baner, der handlede om at finde et sted med Tectyl i Odense, og jeg sad og tænkte i baner, der handlede om skilsmisse og opbrudte familier. Jeg ved ikke, om det bare var et udtryk for en inderlig træthed over rutinen og hverdagen, som drev os så langt. Måske var det bare den der krise, som de fleste ægteskaber ryger ind i. I dag er jeg bare glad for, at vi er sammen.