Wellness massage

I de sidste par måneder har jeg gået og tænkt på, om jeg mon ikke burde sørge for at passe lidt bedre på mig selv. Jeg har haft meget travlt, men det er ikke nogen undskyldning for ikke at være god ved mig selv. Samtidigt har jeg lagt mærke til, at min ryg brokker sig over, at jeg sidder alt for længe hver dag foran en monitor og bare arbejder. Jeg kan især mærke det om morgenen: Det er virkeligt svært at komme i omdrejninger – ud af sengen. I går flød det så over. Jeg kunne rent faktisk ikke stå ud af sengen. Det gjorde meget ondt i ryggen. Jeg måtte ligesom tage tilløb til at komme op. Du ved, sådan lave nogle små gymnastikøvelser i sengen, inden jeg svingede benene ud og kom i vertikal position. På badeværelset måtte jeg lave en pludselig bevægelse, og jeg kunne virkeligt mærke, at min ryg ikke er som den plejer. Bevægelsen medførte et ’av’ af hidtil uhørte dimensioner. Det var sådan en øjeblikkelig smerte, der er væk, lige så snart man har råbt sit ’av’.

Afsted til lægen

Jeg besluttede derfor at gå til lægen. Der må være noget, der er i klemme. En nerve, måske. Jeg er lige kommet hjem fra lægen, som fik mig undersøgt. Han sagde, at der sådan set ikke er noget alvorligt, galt med mig. Jeg er bare ualmindeligt spændt i hele kroppen. Som om alle muskler er på vagt. Jeg har stenhårde muskler oppe ved skulderen og nakken, og de spændinger er ved at sprede sig ned over hele rygmuskulaturen. Han anbefalede, at jeg gør 2 ting: For det første skal jeg holde fri i en uges tid og sørge for at slappe af. Jeg må ikke tænke på arbejde. For det andet skal jeg sørge for at få noget massage, som kan hjælpe mine muskler til at slappe af. Der skal simpelthen løses op for de fastlåste muskler, så min krop kan blive fleksibel igen. Som han sagde: ”Du er som et tørt bræt i hele ryggen.”

Fysioterapeutisk massage

Så jeg har brugt lidt tid på at sørge for at skabe lidt bedre betingelser for mig selv: Jeg har sagt til min arbejdsgiver, at jeg tager fri i en god uges tid. Måske i to uger. Samtidigt har jeg søgt på nettet efter ”Massage København”. Jeg har søgt efter massører, der har erfaring med sportsskader. Min læge mener nemlig, at min gamle skade fra, dengang jeg var topatlet, er ved at bryde ud igen, og at det kan være grunden til, at min krop går og spænder, uden at jeg lægger mærke til det.

Det lykkedes!

Jeg fandt faktisk en massør, der har arbejdet på en klinik, som ejes af en fysioterapeut, som jeg kender. Han var i gamle dage medhjælper for landsholdets læge. Så jeg tror, at det er en massør, der ved, hvad der skal gøres. Og jeg håber, at jeg ikke spilder min tid i morgen. Jeg skal have den første massage i morgen. Bagefter vil vi sammen lægge et program, og eventuelt vil massøren give mig nogle øvelser, jeg skal lave, så mine muskler kan løsne sig.