Frederiksberg låsesmed

Jeg har været vidne til en trist historie. Den handler om et opbrudt ægteskab. Om et barn, der føler sig utrygt. Om et hjem, der bare ikke fungerede. Jeg ved godt, at det ikke er en usædvanlig historie. Der er mange skilsmisser i Danmark. Jeg forstår sådan set ikke, hvorfor. Jeg ved bare, at der er mange enlige forældre, som kæmper for at holde rammerne trygge for deres børn. De kæmper for at få en god dagligdag. Sommetider kæmper de for hårdt, og de går rent ud sagt ned med psykisk sygdom og behov for professionel hjælp fra forskellige terapeuter eller institutioner.

Enlig mor

Senest var jeg på besøg hos en kvinde – enlig mor til 2 børn. Hendes mand havde fundet en anden og havde valgt familien fra. Hun bor i den lejlighed, de havde købt sammen. Han betaler et bidrag hver måned til sine børn, og de troede sådan set, at hverdagen kunne blive nogenlunde god for alle efter skilsmissen. Men så skete der det, at der var indbrud i lejligheden. Det kan kvinden naturligvis ikke være skyld i. Hun fik det bare så dårligt, rent psykisk. Angst. Naturligt nok. Det er aldrig sjovt at blive offer for et indbrud i sin bolig. Det føles som en voldsom, personlig krænkelse. Måske kan det sammenlignes med voldtægt. Jeg ved det ikke. Kvinden, som jeg lytter til, taler i hvert fald meget om, at det føles meget krænkende. Hun anklager også sig selv. Hun fortæller mig, at hun næsten hver aften falder i søvn med den tanke, at hun har dummet sig.

Udskift de låse

Hun burde, efter at manden var flyttet ud have sørget for at få skiftet låsen til hoved- og bagdøren ud. Men hun havde bare ikke kræfter til at kontakte en låsesmed på Frederiksberg for at få det gjort. Der var for meget at gøre med at få børnene til at forstå, at der er en ny situation i hjemmet, at deres far stadig holder af dem, og at de skal se ham meget tit. Der var bare for mange bolde i spil. Så hun fik ikke skiftet låsene. Og nu sidder hun så her hos mig med en indre sorg, en begyndende depression og en masse selvbebrejdelser over ikke at slå til.

Føler med hende

Jeg har inderligt ondt af hende. Jeg er ikke hendes professionelle behandler. Jeg er hendes hjælpeveninde. Det er sådan noget frivilligt arbejde, vi har taget initiativ til her i boligforeningen, fordi vi ved, at her er mange enlige mennesker. Vi besøger folk, der gerne vil have en at tale med, uden, at de skal føle sig forpligtigede overfor os. Vi kalder os for ”hjælpevennerne”, og vi har faktisk meget at lave. Vores opgave er at lytte og måske give et godt råd. Måske også hjælpe med praktiske ting. Fx sådan noget, der er så simpelt som at finde et telefonnummer til en låsesmed på Frederiksberg. Jeg kan lide at arbejde som frivillig på den måde. Jeg ved, at det er vigtig for ensomme mennesker at blive hørt. Og det er min opgave. At lytte og hjælpe, hvor jeg kan.