For lang tid siden aftalte vi faktisk med vores søn, Tobias, at han ikke skulle have nogen gave fra os til sin konfirmation, som vi skal fejre om godt tre uger. Vi giver ham en god fest med mange gæster, og så må det være tilstrækkeligt, hvilket Tobias også selv synes.
Men han er begyndt at snakke meget om, hvad han vil bruge de formentlig mange penge, han får i gaver til konfirmationen til, og han er ikke i tvivl om, at han først og fremmest vil købe sig en Xbox One, for han har længe ønsket sig sådan en spillekonsol, som han udmærket kender fra et par af sine kammerater, som har sådan en.
Forleden aften var han inde på forskellige netbutikker for at tjekke priserne, og jeg kiggede ham lidt over skulderen, for vi har i vores familie ikke for vane at handle på nettet, så jeg var bare lidt nysgerrig. Jeg faldt over, at en af netbutikkerne havde nogle meget stærke priser på forskellige køkkenmaskiner, og inden Tobias klikkede sig videre til siden med spillemaskiner nåede jeg at konstatere, at i hvert fald den røremaskine, jeg købte i sidste måned, var en hel del billigere i netbutikken.
Da Tobias var færdig med sine søgninger gik jeg selv ind på den samme netbutiks hjemmeside for at se lidt nærmere på prisniveauet. Jeg kunne se, at også kaffemaskiner var en del billigere her end hos den isenkræmmer, jeg oftest handler hos, så vores fremtidige indkøb af den slags bliver nok i en netbutik.